Når STAFET FOR LIVET igen i år skydes i gang her på Mosede Fort tilbyder museet både aktiviteter og konkurrencer på området. Både børn og voksne kan prøve soldaterdiscipliner, som soldaterne på Mosede Fort trænede under 1. Verdenskrig: herunder bajonetfægtning, tovtrækning, håndgranatkast. Du kan der udover deltage i en konkurrence om gaver fra museumsbutikken og fribilletter til museet.

På fortets område kan du møde de uniformsklædte soldater, der fortæller om soldaterlivet under 1. Verdenskrig. På egen krop kan både børn og voksne opleve, hvordan soldaterne holdt motivationen oppe med forskellige idrætsøvelser, mens de forberedte sig på, at krigen kunne komme. For soldaterne var idrætsstævnerne både et kærkomment tidsfordriv og ind imellem stævnerne være en mulighed for at invitere naboer fra nærområdet til at deltage.

Rekrut på fortet – få sved på panden og græs på knæene
På alle lørdage og søndag i august og september er der desuden mulighed for at gå på opdagelse med soldaterhue og soldaterbog. ”Rekrut på fortet” er et forløb, der er udviklet til børn, hvor de i museets butik eller billetsalg kan købe deres helt egne soldaterbøger og -huer, hvorefter de som nye rekrutter skal gå på opdagelse på fortets græsklædte volde og skjulte betonhuler. Som ny rekrut skal du løse opgaver for at bevise, at du kan blive en rigtig soldat, der er klar til kamp. Du skal vise, at du er en soldat, der er klar til at forsvare dit land, at du er en god kammerat, at du er sund og stærk, og at du også husker på dem derhjemme. Det koster 25 kr. pr. barn at deltage i denne aktivitet, men så kan du også tage både hue og soldaterbog med hjem bagefter.

Udstilling & ny butik
Kombiner gerne de udendørs aktiviteter med et besøg inden for i museets udstilling i den gamle, istandsatte kasemat. Når entréen til museet er betalt, kan du gå på opdagelse i udstillingen, hvor både pilfingre og hjerneceller skal i brug. Hver åbningsdag kl. 12 vil der være mulighed for at tage med på en halv times rundvisning, hvor du bliver guidet gennem kasemattens mange rum og hører om den danske neutralitet under 1. Verdenskrig.

Børnefamilier kan også vælge at gå på opdagelse i udstillingen ”bevæbnet” med en iPad, hvor de kan spille sig gennem udstillingens temaer og dilemmaer med spillet ”Krigens Valg”.

Glem ikke at lade dig friste i vores nye museumsbutik.

Priser og åbningstider
Museet har åbent tirsdag-søndag året rundt fra kl. 11-15 i hverdagene og kl. 11-16 i weekenderne. Entréprisen er 90 kr. for voksne, og børn op til 18 år er gratis. Det koster 20 kr. at leje en iPad med spillet ”Krigens Valg” og 25 kr. at deltage i aktiviteten ”Rekrut på fortet”.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.