I den forgange weekend blev de sidste kampe i danmarksturneringen i golf afviklet landet over.

Greve Golfklub havde i weekenden fem hold i aktion, tre på herresiden, et damehold samt som noget nyt ét seniorhold. Dameholdet måtte efter en komfortabel sejr på 9-0 over Sydsjælland lørdag desværre se sig besejret i Ledreborg og dermed glippede oprykningsspillet for damerne i år.

På herresiden hev klubbens tredjehold i 5. division en sejr hjem i Rønnede, men det var desværre ikke nok til at blive i 5. division, så holdet må en tur ned i kvalifikationsrækken næste år.
Andetholdet sikrede sig endnu et år i 4. division med en tredjeplads i deres gruppe.

Endnu et år i 2. division

Klubbens førstehold spiller i 2. division og holdet kom lidt svært fra start, idet de tabte deres første tre kampe. I holdets fjerde kamp den 16. juni, kom de bagud med 6 efter de tre foursomes, men med fire sejre og to uafgjorte singler lykkedes det holdet at vinde kampen. I den forgange weekend delte holdet lørdagens match i Roskilde og dermed var der lagt op til en ren gyser i søndagens match på hjemmebane mod Holbæk. Vinderen af denne kamp var nemlig sikret endnu et år i 2. division mens taberen måtte rykke ned.

Efter de tre foursomes var stillingen 3-3 og herefter skulle 6 spillere ud i singlerne. Tre singler blev hurtigt afgjort i Greves favør og så manglede holdet reelt kun et halvt point for at blive i 2. division. Det var neglebidende spændende. Med en sejr på 2-1 lukkede Mads matchen, der endte med en samlet sejr på 11-7 til Greve og dermed endnu et år i 2. division.

Noget af et comeback af holdet, det ikke havde nogen point efter de første tre kampe.

For første gang i år havde klubben et seniorhold i kvalifikationsrækken. Holdet har klaret sig godt og sluttede med samme antal point som gruppens vinder Midtsjælland, som imidlertid vinder gruppen på indbyrdes kampe.

Alt i alt en god sæson for Greve Golfklubs hold i danmarksturneringen.

Kilde: Greve Golf

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.