Den 27. udgave af PostNord Danmark Rundt køres den 12.- 16. september 2017. Fra Frederiksberg til Aarhus tager ruten feltet over de fleste af Danmarks hårdeste stigninger.

– Arbejdet med næste års PostNord Danmark Rundt rute har været i gang i mere end et år. Vi er utroligt glade for den rute, vi præsenterer i dag. At vi har valgt at vende løbet, har både givet udfordringer, men også nye muligheder. Det er en yderst varieret rute, der vil vise Danmark fra sin allerflotteste side til september, siger løbsdirektør Jesper Worre og uddyber:

– Vi rammer de fleste af landets hårdeste stigninger undervejs. Mange små veje indbyder til godt cykelløb, og alle etaper kan blive afgørende. Det gælder også finaleetapen ind til Aarhus; en lang og hård etape, der vil gøre rytterne godt trætte, inden de skal køre om etapesejren og den samlede sejr på den kuperede rundstrækning i Aarhus.

Også hos løbets hovedsponsor, PostNord Danmark, er der tilfredshed med planerne for 2017-udgaven af løbet.

– Det er en spændende rute med nye byer og veje, og opløb i Aarhus, som næste år er europæisk kulturhovedstad. Det ser meget lovende ud. For PostNord som hovedsponsor er det vigtigt, at vi hvert år kommer til nye steder i landet, for vi er hele Danmarks logistik- og kommunikationsvirksomhed – ja hele Nordens, siger Peter Kjær Jensen, administrerende direktør for PostNord Danmark.

PostNord Danmark Rundt 2017 etaperne
12. september 1. etape: Frederiksberg – Kalundborg 175 km
13. september 2. etape: Svendborg – Odense 185 km
14. september 3. etape: Otterup – Vejle 180 km
15. september 4. etape: Enkeltstart Randers 20 km
16. september 5. etape: Ebeltoft – Aarhus 200
#PDR2017 Fakta
Otterup er med på rutekortet for første gang. Alle øvrige start- og målbyer har været med to eller flere gange. Det er første gang at Frederiksberg er startby. De første tre etaper afsluttes med tre omgange på rundstrækningen i opløbsbyen. På sidste etape i Aarhus køres syv omgange.

Ruten er i anledning af, at Aarhus er europæisk kulturhovedstad 2017, vendt rundt, så der startes på Frederiksberg med finale i Aarhus. HENVISNING

PostNord Ladies Criterium og Velgørenhedsløbet køres igen
I 2017-udgaven af PostNord Danmark Rundt gentages PostNord Ladies Criterium, der i 2016 for første gang blev kørt med opløb på Dybbøl Banke i Sønderborg.

– Jeg ser også frem til, at vi igen næste år skal køre PostNord Ladies Criterium. Løbet havde debut i år i Sønderborg, og i 2017 er det så Kalundborg, der lægger asfalt til løbet. Endeligt har vi også Velgørenhedsløbet, der køres til fordel for Julemærkefonden i forbindelse med sidste etape før det professionelle felt sendes af sted, siger en forventningsfuld Peter Kjær Jensen og uddyber:

– Det er en stor fornøjelse, at være hovedsponsor for et internationalt cykelløb, som også favner kvindecykling og cykelløb for motionister. En folkefest lige uden for danskernes gadedør. Det spiller perfekt sammen med PostNords målsætning om at være hele Danmarks brev, pakke- og logistikvirksomhed.

Følg hele løbet på DR1
Hele PostNord Danmark Rundt kan igen i 2017 følges fra start til mål på dr.dk, mens de sidste to timer af hver etape sendes på DR1.

– Transmissionerne havde i 2015 og 2016 meget flotte seertal. Og foruden at vise underholdende cykelløb, er sendingerne også en fortælling om Danmark, fra landevejen og fra oven. En produktion, som falder i seernes smag, og som vi glæder os over igen er på landsdækkende TV til september, slutter løbsdirektør Jesper Worre.

For yderligere kommentarer

Løbsdirektør Jesper Worre på 2011 0878
PostNords pressetelefon på 3361 6001

Tidligere år er PostNord Danmark Rundt-ruten blevet offentliggjort i forbindelse med et pressemøde i foråret. Med den tidlige offentliggørelse får alle involverede parter de bedst mulige arbejdsvilkår frem mod løbet 12.-16. september 2017.

Løbsdirektør Jesper Worre kan kontaktes hele dagen på tlf. 2011 0878 efter kl. 09.30

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.