Når 90 børn og voksne julehygger sammen, kan man nå rigtig langt

Julen betyder hygge med familie, venner og naboer, julegodter og sjov. Alle dele var der masser af, da omkring 90 børn og voksne fra hele Greve Nord holdt julefest søndag eftermiddag.
Festen blev holdt hos Hundige Boldklub, hvor der var plads til, at alle kunne sidde sammen og klippeklistre, male julepynt og spise æbleskiver.

Marwada, Rima og børnene er godt i gang med deres del af fælles-guirlanden.

To af dem var Sara og farmor Birgitte, der hyggede sig sammen, mens de lavede juleguirlande.

”Jeg synes, at det er et fantastisk med sådan et arrangement. Det er dejligt, at der bliver lavet sådan noget for børnene. Jeg tænkte, at det var nok noget for Sara, og hun ville gerne med farmor til julehygge. Og så var der vist også en helt særlig gæst, der lokkede lidt ikke?” spørger Birgitte, og kigger på Sara.
”Ja! Jeg glæder mig til at julemanden kommer. Måske har han noget med til os, ” siger Sara.

Der gik heller ikke særlig lang tid, før julemanden kom og sammen med alle dansede om juletræet og delte slikposer ud.

Sara synes, det er hyggeligt at være på besøg hos farmor Birgitte og være med til julefest. Hun håber, at der kommer sne i år, så hun kan komme ud og kælke.

55 meter fællesskab

”Skal vi se, om vi kan lave en lang fælles-guirlande, der kan nå hele vejen rundt om huset?” Sådan lød udfordringen, og den idé var alle med på.
Både børn og voksne gik ivrigt i gang med at klippe og lime strimler sammen ved bordene. Til sidst blev alle guirlande-stykkerne samlet og båret udenfor, så den kunne blive målt.
Børnene hjalp med at holde den fast i blæsevejret, og fællesskabs-guirlanden blev målt op: 55 meter var det blevet til. Den flotte guirlande passede perfekt til det kæmpestore juletræ i Hundige Boldklubs cafeteria, som grundejerforeningen Grønnegården havde doneret til julefesten.

Julen er familietid

Det er Greve Nord Projektet og Hundige Boldklub, der havde inviteret alle beboere til gratis julefest, og lokalet var fyldt med glade børn og forældre med forskellige baggrunde.

Både børn og voksne var med til at danse om juletræet og synge julesange.

”Selvom vi ikke fejrer helt dansk jul, så handler julen og december om at være sammen og hygge sig med sin familie. Vi fejrer også juleaften, det er bare på en anden måde. Vi hygger os derhjemme og spiser god mad og ser julekalender,” forklarer Mawarda, der var til julefest med sine 5-årige tvillinger, Emma og Emily.
”Jeg synes, at det er så hyggeligt med sådan en dag, hvor børn og forældre kan lave noget kreativt sammen. I hverdagene er der ikke altid så meget tid til at sidde og hygge sig sammen, der har man mere travlt,” fortsætter Marwada.
Overfor hende sidder Rima, der har taget både sine egne børn, men også naboens med, fordi hun gerne vil give alle børnene en god eftermiddag.
”Det er så vigtigt, at man laver noget med sine børn og er sammen. Det er vigtigt, at børnene lærer at lege sammen, og at der er andre ting at lave end at sidde med en iPad. Her kommer mange andre familier, og det er en rigtig hyggelig måde at mødes på,” siger hun.

En ny juletradition

Julen er også traditionernes tid, og den årlige julefest hos Hundige Boldklub er ved at blive en ny tradition. Det er 2. år i træk, at Hundige Boldklub og Greve Nord Projektet inviterer til julefest.

”Det er så dejligt at opleve, hvor mange der har lyst til at være med og bidrage til en hyggelig eftermiddag med både sang og juletræs-dans og guirlanden. Det har været en skøn eftermiddag”, siger Suzanne Magelund, der er aktivitetskoordinator i Greve Nord Projektet.
”Vi er meget glade for, at vi kan være med til at samle folk fra hele Greve Nord. Som lokal fodboldklub vil vi gerne være en naturlig del af områdets sociale liv i området, så vi bidrager gerne og lægger lokaler til,” siger Jan Holst Andersen, der er formand i Hundige Boldklub.

Kilde: Greve Nord Projekt

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.