En ny undersøgelse blandt 425 børnehavebørn viser, at kun halvdelen af børnene har talt om trafikregler i hhv. børnehaven eller derhjemme. Nu skal en ny trafikklub sætte skub i trafiklæringen hos de 3-6-årige.

Trafikskilte, lyssignaler, fodgængerfelter og køretøjer – der er nok at holde øje med, når de små skal lære trafikken at kende. Men faktisk svarer mere end hver tredje af de 5-6-årige børnehavebørn, at de ikke har talt om trafikregler i børnehaven. Endnu flere svarer, at de ikke har talt om trafikregler med deres forældre. Det viser tal fra Børnepanelet, som er et nyt projekt udviklet af Børneulykkesfonden, hvor i alt 425 børnehavebørn i alderen 5-6 år er blevet spurgt til deres viden om sikkerhed[1].

”Nu har vi mulighed for at spørge børnene selv – og ikke blot deres forældre eller pædagoger. Det giver et helt unikt billede af, hvordan børn i denne alder tænker og handler, når vi taler om sikkerhed og ulykker. Børnepanelet viser bl.a., at alt for mange børn oplever, at de ikke har talt om trafikregler med deres forældre eller i børnehaven. Det understreger, at der er behov for øget fokus på trafiklæring,” siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag den nye trafikklub Ny Trafikant for børn i alderen 3-6 år.

Trafikklubben Ny Trafikant tager udgangspunkt i Villads fra Valby-universet og er udviklet af Børneulykkesfondens i samarbejde med forlaget Høst og Søn og Toyota Danmark.

Fokus på tidligt at skabe sikre trafikanter

Data fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital[2] viser, at ca. 6.000 børn mellem 0-14 år årligt kommer ud for en ulykke i trafikken og må en tur på skadestuen. Tallene viser, at antallet af ulykker stiger i takt med, at børnene bliver ældre og begynder at bevæge sig i trafikken på egen hånd. Fælles for partnerne bag trafikklubben er ønsket om tidligt at give børnene gode trafikvaner, så børnene bliver gode trafikanter – også når de bliver ældre.

”Vi vægter trafiksikkerhed meget højt og er glade for at være med til at give Danmark en ny trafikklub, som med leg og læring i børnehøjde kan skabe de bedste forudsætninger for en fremtid med sikre trafikanter,” lyder det fra Frank Okoisor, adm. direktør hos Toyota Danmark.

Forældre får redskaber til dialog om trafiksikkerhed

En undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden viser, at mange forældre prioriterer trafiktræningen med børnene højt, men også at knap hver fjerde forælder til et barn i alderen 3-5 år sjældent eller aldrig øver trafiktræning med deres barn[3]. Henriette Madsen understreger, at forældrene har et særligt ansvar for at gøre deres børn til sikre trafikanter:

”Det er vigtigt, at man starter trafiktræning i en tidlig alder – både når man er ude i trafikken og derhjemme, når der er god tid til leg og snak ved aftensmadsbordet. Vi oplever heldigvis, at forældre gerne vil have fokus på trafiksikkerheden, men også at de efterspørger det fysiske materiale og konkrete læringsaktiviteter, som de kan bruge med børnene derhjemme. Med trafikklubben Ny Trafikant skaber vi et godt grundlag for, at forældre kan tage – og blive ved med at tage – en dialog med børnene om de gode trafikvaner,” siger Henriette Madsen.

I Ny Trafikant foregår trafiklæringen via medlemspakker, der er tilpasset barnets alder, og som indeholder fysiske produkter som trafikspil samt via et online sikkerhedsunivers, lege og opgaver, medlemsbreve til forældre med gode råd mv.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.