Greve Kommune bliver straffet for at sikre en effektiv og optimeret økonomistyring af kommunens 2,9 mia. kroner store budget.

Greve Kommune har et effektiviseringsniveau, som ligger højere end det, der kræves af Økonomi- og indenrigsministeriet. For det fortjener Greve Kommune ros. Prioriteringerne kan man altid diskutere – men vi må som borgere og erhvervsliv være tilfredse med, at kommunen er drevet både effektivt og fornuftigt.

Af samme årsag, finder jeg det ærgerligt netop nu, hvor alle ressourcer skal sættes ind på genåbningen og følgerne af nedlukningen, at en kommune som Greve – en af klassens dukse på landsplan – skal straffes med en yderligere udligningsafgift på 54 mio. kr. oven i de allerede 335 mio. kroner, som overføres til andre mindre veldrevne kommuner med store effektiviseringspotentialer. Altså en ekstraregning på 10-15 % og nu i alt 389 mio. kroner. I Solrød Kommune skal der udlignes med ca. 300 mio. kroner – inkl. en merbetaling på 21 mio. kroner.

Pengene går til kommuner, der modtager bidrag på trods af deres dårligere evne til at drive økonomien så effektivt som anbefalet. Hvor efterlader det byrådet og kommunens medarbejdere? De, som hver dag gør, hvad de kan for at få enderne til at mødes og skabe de rammer, den velfærd og de vilkår for kommunens borgere og erhvervsliv, der tilsammen skaber det Greve og Solrød, vi kender? Det betaler sig altså ikke at være dygtig – tværtimod!

Flere af byrådets medlemmer har allerede luftet tanken om skattestigninger som løsning. Men der må være andre og mere produktive og motiverende måder at indhente det tabte på, samtidigt med, at vi sikrer fortsat vækst og velfærd i kommunen for både borgerne og virksomheder.

Rigtig god genåbning til de af vores medlemsvirksomheder, som nu langt om længe, kan se frem til at få sat gang i hjulene igen! Danmark er vågnet op til en ny hverdag – hvor de sidste måneders erfaringer, tilpasninger og kamp for at holde sig oven vande, vil være afgørende for, hvordan fremtiden ser ud. Lad os bruge hinanden – det er derfor vi er i netværket!

Helena Nymann, bestyrelsesformand
GreveSolrødErhverv

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.