Aktuel Danmarksturné: ”The Second Coming” – Der ér et liv før døden

Livfuldt soloshow med Esben Just bag tangenterne, foran mikrofonen og helt oppe af kisten

Når man for sit indre øje ser de dramatiske billeder af musikeren Esben Just, der ligger på Rigshospitalet med brystkassen åben, hjertet taget ud og anbragt i en skål ved siden af, kroppen afkølet til 27 grader celsius og tilkoblet en maskine, der sørger for blodgennemstrømning i hjernen, og man ser ham i dag – intakt, i gang og tilbage bag pianoet – giver det ærligt talt SÅ meget mening, at titlen på hans kommende soloshow er “The Second Coming”.

Det giver også mening, at dét, vi alle sammen skal blive klogere på, når han den 26. februar drager på sin omfattende Danmarksturné, er alle de værdiskabende budskaber og opråb, der ligger i at blive
tildelt en chance til.

Just stiller i ”The Second Coming” sig selv og publikum spørgsmål som: Er det muligt at være den man var før, samtidig med at man bliver klogere? Hvordan får vi mest ud af livet før døden? Og hvordan rejser man sig ved det træ man er faldet og undgår at kravle op i det igen? Har jeg overhovedet lært noget? Musikken er vanen tro med inspiration fra New Orleans en livfuld blanding af egne og andres numre.

Med Esben Just som (galgen)humoristisk turguide tager ”The Second Coming” sit publikum med på en rejse,
der begyndte på en mere end sædvanligt mørk aften på Vesterbro i København.

Den aften – mindre end to måneder efter hans 50-års fødselsdag – befandt Esben sig på Rigshospitalet med
hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs. Efter en akut hjerteoperation på syv timer og fire
døgn i koma var han i januar 2016 blevet ”nulstillet.” Siden har han – både som menneske og som musiker – sat alle kræfter ind på at gøre disse erfaringer til en force fremfor udelukkende at kalde historien dét, den (også) faktuelt var: Dødssyg.

– Efter operationen var jeg i en periode på næsten tre måneder 80 år! En 80-årig, der ikke kunne gå mere end 100 meter førend der skulle tages en pause og suges luft ind. Langsomt indtog min ånd og min krop igen deres symbiose og venskab og langsomt faldt min alder fra 80 til 70 til 60 til 50, fortæller Esben Just, der er dybt taknemmelig over at have fået en chance til.

Nu – fire år efter næsten-dødsoplevelsen – glæder Esben Just sig til at drage på soloturné og give koncerter 18 steder rundt om i landet. Spilleglæden og energien er intakt og showet bliver en åndelig, musikalsk og
underholdende rejse, hvor Esben Just vil fortælle om at få hjertet og livsrytmen genstartet – helt bogstaveligt.

Kilde: PROMOTE !T

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.