Findes der noget bedre end at servere klassisk dansk smørrebrød i hyggelige rammer i hjertet af København? Ikke hvis man spørger Kenneth og Pernille Brønd, der er gift og bor i Greve med deres tre piger. Parret har drevet Restaurant Amalie sammen i 8 ½ år.

Men da en vandskade i køkkenets gulv og fundament i juni satte en stopper for deres forretning i Amaliegade, besluttede de at kigge sig om efter et andet sted at åbne midlertidigt. I efterårsferien kunne de åbne med 30 siddepladser mere i Toldbodgade 5.

– Mange af vores stamkunder spurgte utålmodigt til, hvornår vi åbnede. Vi kunne ikke give dem et klart svar. Da vi indså, at det ville tage flere måneder at få udbedret skaderne, begyndte vi at lede efter et andet sted. Lokalerne i Toldbodgade passer os perfekt, da vi har plads til flere gæster. Det er en fordel, når julefrokosterne fra midten af november begynder at sætte ind, fortæller Kenneth Brønd og fortsætter:

– Vi har knoklet for at komme på plads. Tingene skal være i orden. Nu er de hvide lys og duge kommet på bordene, og vi nyder at tilberede mad af gode lokale råvarer og servere det i de nye hyggelige og stemningsfulde rammer. Det er dejligt, at her er masser af liv og glade dage med Kongens Nytorv, gågaden og Nyhavn lige rundt om hjørnet. Vi er taknemmelige over, at mange har fundet vej til os på den nye adresse. I den første uge var her lidt stille. Men vi har haft mange travle dage specielt fredage og lørdage. Vores forventning er, at vi hurtigt får fuldt hus ligesom i Amaliegade. Julen plejer at være højsæson, og vi vil igen i år tilbyde en fem retters menu med klassisk dansk julemad, siger Kenneth og kigger på Pernille, der nikker samtykkende.

Et stærkt makkerpar står bag Restaurant Amalie

Kenneth og Pernille har aldrig fortrudt, at de sprang ud i at drive Restaurant Amalie sammen. Da de fik barn nummer tre, kunne hverdagen ikke hænge sammen for dem. Men det kan den i dag.

– Der ligger meget frihed i at være selvstændig med sin ægtefælle. Vi kan løbende fordele opgaverne mellem os. Når den ene må tage en ekstra tørn med restauranten, kan den anden tage hjem til børnene, pointerer Pernille og fortsætter: Vi får en masse fælles oplevelser, ikke to dage er ens, og vi møder altid glade mennesker.

Planen er at blive i Toldbodgade indtil midten af februar. Parret håber snart at åbne Restaurant Amalie igen i den historiske bygning på Amaliegade.

– Det ligger et dejligt sted i en god gade, hvor der ikke er voldsom meget trafik. Vores gæster sætter også pris på, at de kan spise udenfor om sommeren, slutter Kenneth.

Kilde: Birgit Schaldemose Norman

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.