Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/netavisen-greve.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2851
Budgetforlig i Greve: Flere penge til børn og ældre - Netavisen Greve

Flere midler til både kvalitet i undervisningen, en værdig ældrepleje og et stærkt idræts- og foreningsliv er hvad Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om, at Greve Kommune skal bruge sine penge på i 2017. 

Onsdag aften blev tre partier i Greve Kommune enige om budgettet for 2017, hvor fokus er lagt på at give borgerne mest muligt for skattekronerne.

Borgmester Pernille Beckmann understreger, at alt er en prioritering, og alle tre partier er glade for, at det er lykkedes at finde penge til bedre kvalitet på skolerne:

”Vi er glade for alle vores børn og unge familier i Greve. Vi ved, at vores skoler er afgørende for, at børnefamilierne også bliver ved med at være glade for Greve. Derfor har vi afsat penge til at øge kvaliteten i undervisningen ligesom vi prioriterer at renovere nedslidte skoler og daginstitutioner” siger hun.

Første viceborgmester Liselott Blixt fremhæver de ældres vilkår i Greve. Her er der både gjort plads til forbyggende sundhedsarbejde, men også til langsigtede investeringer i ældreboliger og pleje for borgere med demens.

”Vores ældre har krav på en værdig alderdom, og derfor har vi prioriteret de ældre højt, siger Liselott Blixt.

Udvalgsformand Henrik Klem Lassen har fokus på, at det skal være attraktivt at drive virksomhed i Greve. Derfor har budgettet blandt andet fundet plads til at sænke dækningsafgiften.

”I det hele taget skal Greve være attraktiv både for virksomheder og borgere. Et af vores største aktiver er jo stranden, og derfor har vi afsat penge til at udvikle nye metoder til arbejdet med strandrensning,” siger han.

Budgettet afspejler, at kommunen tager sig af stort og småt. Lige fra penge til KOL-koret til et rådgivningstilbud målrettet sårbare børn og unge. Samlet set bliver der tilført flere penge til både børne- og ungeområdet samt social-, sundheds-, og ældreområdet end der var i budgettet for 2016.

”Vi står til ansvar over for borgerne, og derfor håber jeg, at mange borgere vil tage ti minutter til at læse hele forligsteksten på kommunens hjemmeside. På den måde kan vi få en fælles forventningsafstemning af, hvad vi bruger skattekronerne på i Greve Kommune,” siger borgmester Pernille Beckmann.

 

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.