Den første lørdag i oktober står i æblets tegn, når årets æblehøst fejres på Greve Museum. I museumscaféen kan du fylde maven med lækre æbleretter, og Kildebrønde Frugtplantage sælger friskplukkede æbler.

Æbler på menuen

I den gamle have, der omgiver Greve Museum, bugner æbletræerne i øjeblikket med frugt. Lørdag den 2. oktober spiser vi derfor løs af den dejlige frugt, når der i museumscaféen serveres æbleflæsk, indisk inspireret æblesuppe – og selvfølgelig æblekager.

Friskplukkede æbler til salg

Du behøver ikke selv at gå på æblerov, for Kildebrønde Frugtplantage kommer forbi Greve Museum og sælger lækre, friskplukkede æbler fra egen gårdbutik.

I museumsbutikken er der mulighed for at købe bøger, kort og plakater med æbler.

Æbleværksted for børn

I dagens anledning er der æbleværksted, hvor der er masser af aktiviteter for børn.

Børn kan selv lave en lækker gammeldags æblekage med æblemos, rasp og flødeskum – og selvfølgelig fylde æblekinderne godt op. I værkstedet laver vi æblekunst og forskellige æblelege.

Se æbletræet fra Mosede

I museets have står der et vaskeægte Mosedeæbletræ. Historien bag denne lokale æblesort med rødder helt tilbage til 1800-tallet er, at træet voksede vildt frem på møddingen på den gamle Mosede Skole. Greve Museum har fået fat på den gamle æblesort, så nu har Mosedeæbletræet rødderne solidt plantet i mulden i museets have.

Praktisk information

Arrangementet finder sted lørdag den 2. oktober kl. 11-15 på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve.

Entrépris: 40 kr. for voksne.

Fri entré for borgere i Greve Kommune samt børn op til 18 år.

Der vil være materialeudgifter for aktiviteterne.

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.