Jan Tvernø drejer til venstre, hvor andre fortsætter lige ud. Sådan beskriver globetrotteren, foredragsholderen og alpakaimportøren sig selv.

Tvernø Travel Group arrangerer individuelt tilrettelagte rejser med kant for par, familier og grupper til en række spændende lande rundt om i verden, og er selv meget fascineret af Sydamerika, Silkevejen og Balkan.

Borgmester Pernille Beckmann, interim formand for Integrations- Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget, Torben Hoffmann, samt erhvervs- og turistchef, Tina Charlotte Koeffoed, har besøgt Tvernø Travel Group, der excellerer i eksotiske rejsemål, i Tune.

– Jeg kom i 2007 hjem fra en rejse i Peru med ideen Happy Lama Travel som gik ud på, at jeg ville arrangere individuelle rejser til Peru på en måde, så de rejsende selv havde maksimal indflydelse på rejsens indhold, varighed og budget, fortæller Jan Tvernø.

At rejse er at leve

Ikke nok med, at Jan Tvernø selv – i samarbejde med en dygtig rejseleder fra Middelfart – selv er rejseleder på mange af de eventyrlige ’ekspeditioner’, så driver han parallelt med sine tre rejsebureauer Happy Lama Travel, Balkanrejser og Silkevejsrejser også en foredragsvirksomhed og en webshop med bl.a. direkte import af plaider og sjaler i alpakauld – som han selv har hentet i Ecuador.

Det lader sig ikke skjule, at Jan Tvernøs helt store passion er at rejse, og at det er de ekstraordinære rejser til oversete rejsemål som Mongoliet, Surinam eller Transnistrien, der trækker.

– Mit udgangspunkt er, at alt kan lade sig gøre og at intet rejsemål er for fjernt eller utilgængeligt, siger Jan Tvernø.

– Det er positivt at opdage, at så usædvanlige rejsemål ikke, som man måske skulle tro, er ekskluderende, men en mulighed både for individer og grupper, og til en rimelig penge, hvis man sammenligner med prisniveauet for fx charterrejser, siger Pernille Beckmann.

Vinrejser til Moldova …

Balkan, Moldova og Ukraine forbinder de fleste nok ikke typisk med de særdeles alsidige rejseområder i den europæiske baghave, som de rent faktisk er, fortæller Jan Tvernø. Men regionen har en dramatisk historie, en charmerende folklore, udsøgte vine og gastronomi og ikke mindst en natur, som inviterer til aktivitet og udendørsliv.

– Besøget gav god inspiration til kommende og lidt mere eksotiske og anderledes rejsemål, som jeg vil forelægge familien, sagde Torben Hoffmann efter besøget hos Tvernø Travel Group.

Flere oplysninger:

  • Kontakt erhvervs- og turistchef, Tina Charlotte Koeffoed, ErhvervsCentret:
  • Direkte: 2130 5004 og e-mail tck@greve.dk eller Anett Kristensen:
  • Direkte: 3691 5249 I Mobil: 2245 1265 og e-mail: atk@greve.dk.

Om Tvernø Travel Group

Tvernø Travel Group arrangerer rejser til en række spændende lande rundt om i verden – primært til Sydamerika, Langs Silkevejen og på Balkan.

Bureauet arrangerer rejser i cirka 50 lande og territorier, ofte i områder af verden, hvor infrastrukturen er begrænset. Det er tids- og netværkskrævende og underlagt almindelige markedsmekanismer som udbud og efterspørgsel.

Tvernø arbejder helst med mindre lokale operatører – gerne familieforetagender, som har et helt andet engagement og en helt anden fleksibilitet, end store regionale aktører.

Om Happy Lama Fairtrade

Happy Lama Fairtrade tilstræber enkelhed. Derfor har de introduceret begreberne “Fairtrade our way” og “Fairtrade all the way” for på den måde at differentiere Happy Lama Fairtrade fra den kommercielle udnyttelse af Fairtrade-begrebet.

Fairtrade Tvernø’s our way betyder, at indehaver Jan Tvernø personligt opsøger de enkelte producenter og importerer direkte fra dem uden mellemled og uden at stille spørgsmål til producentens pris og produktionstid. På den måde er den enkelte producent og dennes familie sikret størst mulig indtjening på produkterne.

Happy Lama Fairtrade stiller selvfølgelig stadig krav til kvalitet og udførelse gennem respektfuld og ligeværdig dialog. Happy Lama Fairtrades klare filosofi er, at gensidig kulturel forståelse gennem venskab og personligt engagement fremmer et konstruktivt samarbejde.

Fairtrade all the way betyder, at alle parter i en handel skal føle sig godt behandlet.
Vis os din virksomhed

Hvert år besøger Greves borgmester, formanden for Integrations, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget, kommunaldirektøren og erhvervschefen en lang række lokale virksomheder med det formål at drøfte, hvordan Greve Kommune kan blive endnu bedre til at understøtte de lokale virksomheders muligheder for vækst og udvikling.

Vil du også gerne have virksomhedsbesøg?

Kilde: ErhvervsCentret

”Virksomhedsbesøg hjemme i privaten hos Tvernø Travel Group. Fra venstre er det Torben Hoffmann, Tina Charlotte Koeffoed, Pernille Beckmann og Jan Tvernø.”

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.