Traditionen tro afholdes Sjællands store transportmesse Transport Øst i Ventrupparken i Greve i weekenden den 7. og 8. september 2019. Her samles aktører fra transportbranchen.

Greve har positioneret sig som et godt sted at drive virksomhed for transport- og logistikbranchen, og beskæftigelsen og værditilvæksten i branchen har udviklet sig positivt, viser de seneste tal fra analysen Vækst- og Vækstvilkår 2018 udarbejdet af IRIS Group. Ifølge vækstanalysen har Greve Kommune i de senere år oplevet en pæn fremgang i beskæftigelsen og værdiskabelsen i den private sektor. Siden 2010 er beskæftigelsen i Greve Kommune steget med 1.552 fuldtidsårsværk svarende til 15 %. Det er en større fremgang end i Region Sjælland og for hele landet, som i samme periode oplevede en fremgang på kun henholdsvis 3 % og 7 %. Inden for transportområdet er antallet af fuldtidsjobs steget med ikke mindre end 64 % i perioden 2010-17. Væksten er primært drevet af de mellemstore og store virksomheder.

Denne økonomiske fremgang for virksomhederne glæder Greves borgmester Pernille Beckmann, der åbner transportmessen lørdag den 7. september kl. 10.00. Det er ellevte gang transportmessen finder sted og tiende gang, den holdes i Greve Kommune.

– Vi er rigtig glade for, at Sjællands største transportmesse for tiende gang afholdes i Greve. Det er med til at bestyrke Greves position som et centralt knudepunkt for transportbranchen. Vi glæder os også over, at der i alle årene har været stor opbakning til Transport Øst og at vi i Greve de seneste år har oplevet en stor fremgang for branchen i almindelighed, udtaler Pernille Beckmann.

Siden 2009, hvor messen blev afviklet for første gang, er der år for år kommet flere udstillere og besøgende til. Nogle kommer langvejs fra, mens andre bor lige rundt om hjørnet eller i en af nabokommunerne.

– Vi har en politisk ambition om at understøtte transportbranchens fremgang og vækst i Greve Kommune ved at skabe de bedste rammer og betingelser for erhvervslivet. Der er ingen tvivl om, at fagmessen her samler transportbranchen i Greve og giver os mulighed for at komme i en tæt dialog med aktanterne i branchen om, hvordan vi fremadrettet kan tiltrække nye transport- og logistikvirksomheder til Greve og samtidig gøre det endnu nemmere for de eksisterende at udvikle sig og eksempelvis skaffe kvalificeret arbejdskraft. Vi oplever, at flere og flere investorer og erhvervsdrivende får øjnene op for, at Greve Kommune er et ideelt sted at placere sig for store transport- og logistikvirksomheder. For vi ligger perfekt lige ud til Køge Bugt Motorvejen med nem og hurtig adgang til markeder i både syd-, nord-, øst- og vestgående retning. Og så tager det kun 20 minutter at køre til lufthavnen og København, fremhæver Pernille Beckmann.

Transportmessen sætter fokus på transport- og logistikbranchens forventninger til fremtiden

Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koefoed glæder sig over, at transportbranchen trives i Greve og er i kraftig vækst. Hun ser frem til at deltage i messen, hvor blandt andre lokale virksomheder som LASTAS A/S, TruckMail, MAN Truck & Bus og Mercedes-Benz CPH, udstiller. På messen vil hun blandt andet have fokus på, hvordan kommunen og ErhvervsCentret i endnu højere grad kan understøtte erhvervslivets udvikling.

– Placeringen af transportmessen hos Mercedes-Benz CPH i Ventrupparken i Greve er også med til at illustrere Greves position som et centralt trafikknudepunkt i vækst. Vi er stolte af og glade for, at det går godt for vores lokale transportvirksomheder, der har valgt at drive forretning med adresse her i kommunen, siger Tina Charlotte Koefoed.

Igen i år er Zealand Erhvervsakademi Sjælland være repræsenteret på en stand. Her fortæller om de muligheder, der er for at tage en efteruddannelse inden for transport- og logistik i ErhvervsCentret i samarbejde med Greve-Solrød Erhvervsservice.

Kom med til transportmessen

Henover weekenden tiltrækker messen typisk henved 5.000 besøgende, oplyser arrangørerne.

Entreen koster DKK 50,00, og du kan printe fribilletter på transportost.dk

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.