Selskabet på Rørgangen i Karlslunde er delt i to, hvoraf det ene selskab, JL Hydraulik, koncentrerer sig om hydraulik og det andet, JL Filterservice, leverer, monterer og rådgiver om totale filterløsninger, der forenkler og standardiserer filteranvendelse, og det er gået rigtig stærkt i begge ’butikker’ de seneste år.

Som et led i den løbende erhvervsindsats i Greve Kommune, har borgmester Pernille Beckmann, kommunaldirektør Claus Thykjær, og den på tidspunkt for besøget formand for Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget, Torben Hoffmann, samt erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed, besøgt JL Hydraulik i Karlslunde.

Med omkring det velassorterede kaffebord den dag, vi besøger virksomheden, sidder salgsansvarlige Kent Meyer Fogemann og fra bestyrelsen Gitte Lynge Lunddahl, økonomi og Holger Reusser, drift.

Kent Meyer Fogemann indleder besøget med en præsentation af de to selskabers kerneydelser. De to virksomheder, der opererer fra Rørgangen i Karlslunde, er forskelligartede og tilbyder komplekse løsninger, som afstedkommer en del spørgsmål fra dagens gæster og en drøftelse af, hvilke virksomhedstyper, de to virksomheder typisk henvender sig til.

Flere udbudsmuligheder efterlyses

–Vi så gerne, at der var bedre mulighed for at blive leverandør til Greve Kommune, som det fx har været for os i andre kommuner, hvor vi bl.a. leverer filtersystemer, som vi har faste serviceaftaler med, fortæller Kent Meyer Fogemann.

I Greve Kommune har vi konkurrenceudsat mest muligt, oplyser Pernille Beckmann, men naturligvis skal mulighederne afsøges.

Kvalificeret arbejdskraft er en mangelvare

De to selskaber er konstant på udkig efter nye medarbejdere på grund af vækst og stigende efterspørgsel på deres produkter og services.

–Omskoling kan tage op til fire år, men vi investerer gerne i medarbejderuddannelse, ligesom vi gør meget for at fastholde vores medarbejdere med ordnede forhold, personalegoder, tilkaldetillæg, personalefester med mere, fortæller Holger Reusser.

Kunder i hele landet

På spørgsmål fra Claus Thykjær om betydningen af virksomhedens beliggenhed i Karlslundes centrale industriområde, oplyser Kent Meyer Fogemann, at de er glade for placeringen i Karlslunde, selvom morgentrafikken kan være en udfordring for pendlermedarbejdere – idet kun 20 procent af medarbejdere bor i Greve Kommune – og monteringsbilerne, som skal rundt i hele landet. Montørerne servicerer, foruden flere af de mindre virksomheder i deres eget kvarter, nogle af deres største kunder på det øvrige Sjælland og i Jylland, dog primært på Sjælland.

Indsatsen med sociale rekrutteringsindsatser har taget til

Det blev også til en snak om, hvordan et selskab som JL Hydraulik kan hjælpe og få glæde af det etablerede Code of Care-samarbejde om job til sårbare unge i Greve og hvilke opgaver, der med fordel kan tilbydes til medarbejdere gennem denne ordning.

JL Hydraulik har tidligere deltaget i projektet High:five, som er etableret for at bane vejen for virksomheder til at hjælpe ”unge på kanten”, hvor en ikke ubetinget positiv oplevelse i det regi dog ingenlunde har afskrækket ledelsen fra at tage livtag med den opgave det er at være med til at give bl.a. sårbare unge mulighed for at blive en del af arbejdslivet i Greve, fortæller Gitte Lynge Lunddahl.

Der var også enighed om, at ordningen med Greves folkeskoler, hvor skoletrætte børn kan være i en virksomhed 1-2 dage om ugen, skal prioriteres.

–Det er nødvendigt, at vi bygger broer mellem erhvervslivet og kommunen. Hvis vi vil se en positiv udvikling i forhold til et tilvalg af erhvervsuddannelserne, skal vi tilskynde kommunens undervisere at tilbyde relevante elever denne gode mulighed, siger Torben Hoffmann, som på tidspunktet for besøget var interim formand for Integrations- Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.