Chloe Johansson driver Balanced by Horses i en unik og hyggelig oase, i udkanten af Karlslunde Landsby. Her tilbydes skræddersyede hesteterapiforløb. Det har bl.a. Hampus og hans familie på Islands Brygge gjort brug af

Unik hesteassisteret terapi, har bl.a. givet 10-årige Hampus ro, overskud og selvtillid.

Chloe og hendes heste giver lise til sind og kroppe i oprør

Chloe og hendes heste giver ro til sind og kroppe i oprør ved hjælp af HBM – Draper Sensory Method, som er et helt unikt behandlingsforløb, der hjælper mennesker med mentale, psykologiske eller neurologiske udfordringer. Helt grundlæggende handler metoden om at udføre en række specifikke bevægelser gennem øvelser på en hesteryg, der kan skabe reelle forandringer i hjernen og på den måde opnå mærkbare resultater.

Det er ikke til at se, at den spinkle, smilende og fokuserede dreng, der sidder omvendt på hesteryggen – hvilket er et aspekt af behandlingsmetoden hos Balanced by Horses – for få måneder siden havde svært ved at holde balancen og bøvl med motorikken og sproget. Drengen, som hedder Hampus, bor på Islands Brygge sammen med sine forældre og lillebror, og så har han diagnoserne infantil autisme og ADHD. På dagen for vores besøg har Hampus en 30 minutters session med Chloe og den rolige og nærværende terapihest Samaria, der er en 21-årige hoppe.

Den store forskel

Hampus er kommet hos Balanced by Horses i en længere periode. I begyndelsen kom han et par gange om ugen, men i dag kommer han cirka hver 14. dag – og resultaterne er imponerende.

–Hampus er blevet en gladere dreng af at arbejde med Chloe. Metoden og Chloes tillidsskabende kontakt til ham, har gjort en enorm forskel på hans motorik, kognitiv udvikling og balance. Helt konkret har det betydet, at Hampus i dag kan overkomme en skoledag på fem timer. Det var utænkeligt førhen, hvor han slet ikke kunne klare en dag i børnehaven – hvilket giver håb for Hampus’ fremtid, fortæller Stine Juelner, som er mor til Hampus.

Det var Chloes mand, Marc Johansson, som også fungerer som stedets it- og altmuligmand, der skrev til Greves borgmester og spurgte, om hun havde lyst til at kigge forbi og se deres specielle og vigtige arbejde.

–Og selvfølgelig havde jeg det. Det er super fint, at Marc sådan lidt kækt sender en invitation. Det synes jeg godt om. Før besøget havde jeg intet kendskab til hverken metoden, der hjælper mennesker med mentale, psykologiske eller neurologiske udfordringer – eller Balanced by Horses resultater – og da det er min helt principelle holdning, at kommunen ikke skal varetage opgaver, som private aktører har gjort til deres levevej, er jeg meget interesseret i ved selvsyn at konstatere, at der også arbejdes med så nicheagtige ydelser i kommunen, som dem Chloe og hendes team tilbyder, kvitterer Pernille Beckmann.

Vejen frem

Resultaterne har Chloe og hendes partner og far, Jan Christensen, opnået med god hjælp fra deres firebenede kolleger Samaria og Sweetie. Jan, som også er uddannet HBM-terapeut arbejder desuden med voksne og PTSD-ramte soldater.

Deres arbejde har vakt interesse, og det har afstedkommet, at Chloe er blevet involveret i en dokumentar, der skal blive til en afgangsfilm fra en elev på Statens Filmskole – filmen følger et forløb med et barn og fokuserer på forholdet mellem hest og barn.

Behandlingsmetoden, hvis resultater i USA er velbeskrevne, savner udbredelse her i landet. Derfor er Chloe Johansson meget interesseret i pilotprojekter, der kan indsamle videnskabelige beviser for behandlingsmetoden i Danmark – og derfor søger Balanced by Horses aktivt fondsmidler og sponsorer.

–Jeg vil gerne øge kenskabet til terapimetoden, som er ret enestående i Danmark – og indsamle forskningsbaseret evidens, der kan underbygge validiteten af metoden – hvilket jeg håber kan føre til en akkreditering, fortæller Chloe.

Man kan altid blive bedre til det, man er god til

Chloe fortæller, at Balanced by Horses klienter på gården, kommer fra lokalområdet, men også fra Slagelse, Farum, Birkerød, Islands Brygge og helt fra Schweiz for blot at nævne nogle få. Men der skal noget til at få stedet til at løbe rundt og på sigt give overskud – og forretningen skal udvikles. Behandlingsforløbet forfines løbende og der kommer hver dag ny viden og erfaring til, men markedsføringen af metoden og de forløb, Chloe og hendes team tilbyder, skal have mere opmærksomhed.

–Jeg har selv en stor passion for heste og en personlig interesse for Chloes projekt, siger erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed, der under besøget opfordrede Chloe til at overveje deltagelse i uddannelsesforløbet RaketVækst, som har fokus på, hvordan forretningsdrømmen realiseres og udvikles. RaketVækst tilbydes af ErhvervsCentret i samarbejde med Erhvervshus Sjælland.

BAGGRUND

Om Balanced by Horses

Balanced by Horses i Karlslunde tilbyder en unik hesteassisteret terapi, der hjælper mennesker med især mentale og psykologiske udfordringer. Chloe Johansson, der er uddannet HBM-terapeut og Body-SDS-behandler i USA – og som selv har uddannet et hold i Kina – er indehaver af Balanced by Horses. Chloe er 26 år gammel, født og opvokset i Karlslunde og har 15 års erfaring med at omgås heste. Derudover har hun mere end otte års erfaring med at hjælpe klienter igennem fysiske og psykiske kriser. Både terapi med heste og Body-SDS har været løsningerne for Chloe selv, da hun i sin tid havde brug for hjælp i de svære teenageår. Det er Chloes mission at være med til, at hendes klienter får det godt med sig selv og er glade for at være dem, de er – og hjælpe dem af med de forhindringer, der måtte stå i vejen for at opnå dette.

Om HBM – Draper Sensory Method

Et behandlingsforløb, der hjælper mennesker med mentale, psykologiske eller neurologiske udfordringer. Metoden handler om at udføre en række specifikke bevægelser gennem øvelser på hesteryg, der kan skabe reelle forandringer i hjernen og på den måde opnå mærkbare resultater.

Horseback Miracles-metoden er udviklet af Terry Draper og både Chloe og hendes far Jan, har taget Draper Sensory Method Practitioner-uddannelsen i Colorado i USA.

Om Chloe Johansson

Chloe Johansson og Balanced by Horses i Karlslunde tilbyder en unik hesteassisteret terapi, der hjælper mennesker med især mentale og psykologiske udfordringer. Chloe Johansson, der er uddannet HBM-terapeut i USA og Body-SDS-behandler – og som selv har uddannet et hold af HBM-terapeuter i Kina – er indehaver af Balanced by Horses.

Chloe er 27 år gammel, født og opvokset i Karlslunde og har mere end 15 års erfaring med at omgås heste. Derudover har hun mere end otte års erfaring med at hjælpe klienter igennem fysiske og psykiske kriser. Både terapi med heste og Body-SDS har været løsningerne for Chloe selv, da hun i sin tid havde brug for hjælp i de svære teenageår.

Det er Chloes mission at være med til, at hendes klienter får det godt med sig selv og er glade for at være dem de er – og hjælpe dem af med de forhindringer, der måtte stå i vejen for at opnå dette.
Balanced by Horses har haft succes med at hjælpe mennesker med stress, angst og indlæringsbesvær til at få bedre trivsel i hverdagen.

Om Balanced by Horses

Til dig, der gerne vil vide mere om Balanced by Horses og behandlingsmetoden, der bl.a. har hjulpet Hampus og hans familie, så er der mere baggrundsinformation på virksomhedens hjemmeside.
Af hensyn til BBH’s klienter er besøg kun muligt efter aftale. Se kontaktoplysninger på hjemmesiden: balancedbyhorses.dk.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.